13. Dyt i bamsen - Beaglegirls.dk

Gå til indhold
Hvalpenyt > NYT - Dagbøger - NYT
Dyt i bamsen og lidt om mælkehaner

Lad mig starte med en advarsel. Dette nyhedsbrev er ikke for sarte sjæle…..det indeholder afsløringer af hvalpenes liv, som det kræver stærke nerver at høre om.

Nuvel – de store bamser er efterhånden 3 uger og nogle dage. De er – på nær blue han – kommet op og gå fint. Han gider simpelthen ikke. Han kan godt, men hvorfor gå, når man kan kravle? Vi har nu haft intensiv gå-træning (DET ser morsomt ud, for det foregår ved at have to fingre under bugen, samtidig med han forsøger at løfte sin knap så smidige krop afsted!!) i to-tre minutter flere gange om dagen og det har hjulpet. Nu går han - ikke gerne – men han går.

Nå tilbage til det chokerende nyt. For javist babber de løs på Honeys mælkehaner, når de kan komme til det. Men Honey byder sig jo ikke til hele døgnet, og de er jo sultne. Derfor er de to drenge også udsatte for det chokerende, at enten den anden han eller tæven tager fejl af deres….øh…ja…stump….og tror det er en mælkehane. Der er nu ikke meget gevinst og som oftest ender tilnærmelsen med en fod midt i synet – og så er det ovre…….

Men, vi har nu også introduceret lidt legetøj for de små. Det første var en grim lilla bamse med dyt i…..og dyt i bamsen, det er sjovt! De kravler lystigt hen over den stakkels tøjbamse og den giver en lyd fra sig……Det er sjovt en-to-tre-ni-ti gange, men så snupper vi lilla-bamsen, inden vi når at blive vanvittige….

Ellers er det lille trekløver i fuld gang med at undersøge hvalpegårdens indretning – og nu har vi fået sat en sluse på, så Honey kan gå ind og ud, men hvalpene bliver inde – uanset om vi er i nærheden eller ej. Det er vist det sikreste for de er hurtige…..to minutter ubevogtet med en åben låge – og vi har hvalpe i hele stuen. Ak ja.
kontakt
Du kan kontakte os på:
Michael Hjertensgaard Jensen - tlf 40 89 07 77 - mhjdk@outlook.dk
Per Guldberg Klausen - tlf. 20 60 45 05 - pgkdk@outlook.dk
Tilbage til indhold